Vi parkerede på Den Frie Læreskoles parkeringsplads (Bakkevej 1, 5762 V. Skerninge). Herfra gik vejen sydpå op ad Bakkevej og til venstre ad Egensevej og Ærtevej. Se kort nederst i opslaget.
Vi drejer til venstre ad Hellegårdsvej forbi Egense Kirke og fortsætter små 1,5 km, indtil vi støder på Øhavsstien, som vi følger nordpå. Efter godt 1 km munder den ud i Hvidkildevej. Vi følger fortsat Øhavsstien og krydser Fåborgvej. På den anden side af vejen ligger nogle smukke avlsbygninger, der tilhører Hvidkilde Gods. Stensætningen langs vejen danner udmærket bænk for dagens formiddagspause.
Pause ved Hvidkilde |
Vi fortsætter op ad Løvehavevej og følger dermed stadig Øhavsstien. Til venstre i rabatten passerer vi en mindesten for Knud Hoffman-Laursen. Knud var under krigen tilknyttet modstandsbevægelsen, hvor han fungerede som våbeninstruktør og holdt opsyn med våbendepoterne i Kirkebyskovene. Knud blev dræbt den 2. maj 1945, da han var på vej til et af depoterne. Han blev omringet af tyske soldater og dræbt efter en ildkamp.
Lige før skoven drejer Øhavsstien og vi til venstre ind langs en juletræsplantage.
Efter godt 750 m passerer vi endnu en mindesten. Lennart Ahlefeldt-Laurvig-Lehn var under krigen beskæftiget med illegal presse- og efterretningstjeneste. Med sin relation til Hvidkilde, var han også tilknyttet modstandsledelsen på Sydfyn. Beskæftigede sig her både med våben- og sprængningsinstruktion, våbenmodtagelse fra luften, våbentransport og sabotage. Efter en Gestapo-razzia i oktober 1944 på hans bopæl fik han ordre til at gå under jorden.
Under et ophold i Odense blev han imidlertid den 8. marts om morgenen arresteret af Gestapo og kom i forhør på Husmandsskolen. Senere blev han overført til København, hvor han dømtes til døden og henrettedes den 28. marts 1945 i Ryvangen.
Efter yderligere ca. 750m forlader vi Øhavsstien og drejer til venstre sydpå gennem skoven til stien munder ud i Nielstrupvej. Her drejer vi til højre og finder store, fældede træstammer, der kan give hvil for dagens frokostpause.
Efter ca. 600m ad Nielstrupvej finder vi stien, der fører sydpå gennem Madammens Skov og over Syltemade Å.
Betonbro over Syltemade Å |
Her passerer vi et græsningsstykke, hvor der går fredelige køer, og når til sidst bebyggelsen i Åmosen. Vi finder vej op langs Ollerup Plejecenter, krydser vejen og går mellem Den Frie Lærerskoles bygninger tilbage til parkeringspladsen.
Når du har gået turen, så kom endelig tilbage og smid en kommentar herunder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar