05 juni 2008

Tur til Skarø

Lørdag d. 31. maj roede vi 8 kajakroere i medvind og medstrøm vestpå langs Tåsinges kyst. Vi lagde til over for Iholm, hvor den 9. roer stødte til os. Vi drak kaffe og spiste Winnies chokoladekage. Ud for Vornæs Skov stak vi nordpå med kurs mod Skarø. Vi krydsede sundet på 20 min. og var hurtigt fremme ved hytten lidt nordvest for havnen.
Efter at have indlogeret os, spist frokost, inspiceret øen og fået os en kop kaffe var vi seks, der ville Skarø rundt. Henrik strøg afsted og var hurtigt ude af syne. Birthe, Jytte og jeg roede hen til tangen, hvor vi bar kajakkerne over og roede videre på vestsiden, mens Gudrun og Silja tog turen hele vejen rundt om tangen. Da vi nåede til en lille tange sydøstpå var vinden og strømmen så stærk imod os, at vi opgav og vendte rundt. Vi fløj tilbage og mødte Gudrun og Silja. "I kommer snart til et sted, hvor I må opgive", sagde jeg. Det var "push-wordet", så de opgav ikke og nåede hele vejen rundt samtidig med, at vi nåede tilbage til tangen, hvor vi bar kajakkerne over. Her opgav vi også at sætte kajakkerne i vandet igen, lod dem ligge til næste dag og gik hjem.
Her ventede der os et dejligt bad og et storslået måltid med vin, grill, kartoffel- og broccolisalat - altsammen noget Henrik havde købt ind til, forberedt hjemmefra og gjort færdigt, mens vi andre drak kaffe eller vin, nød udsigten med det skotske højlandskvæg i forgrunden på Skarøs marker, havet i mellemgrunden og Ballen og Lehnskov Stand i baggrunden. Vi snakkede og grinede kun afbrudt af en pegen og "se de legende harer på markerne".
Kl. 23 ca. var vi alle brændt ud og sov sødt, strøet om på madrasser i hele hytten.
Næste morgen efter havbad, morgenmad, madpakker og oprydning gik vi en tur til købmanden og købte Skarø-is, kiggede på ællingerne og de grønbrogede tudser i gadekæret.
Så var vi klar til hjemturen. Turen over sundet gik tjept, selvom der var store bølger. Det var først, da vi satte næsen mod øst, at vi fik modvinden og modstrømmen at mærke. Hele turen hjem foregik i traktorgear og var i den grad et knokkelarbejde. Vi lagde til ved Bækkehave Fyr, hvor vi spiste vores frokost. Derfra sagde vi farvel til Henrik, der speedede op og nåede hjem længe før vi andre. Finn blev fulgt af Silja et stykke mod Rantzausminde. Gudrun, Jytte, Winnie, Silja og jeg nåede Troense ved 17-tiden, mens Karen og Birthe ankom en halv time senere. De havde holdt endnu en pause på vejen.
Alt i alt en helt fantastisk tur.

Ingen kommentarer: