27 februar 2021

Solotur - test af udstyr

Fredag d. 26. februar tog jeg færgen til Ærø og ankom til Ærøskøbing kl. 16.20. Det skulle gerne passe med at vandre de godt 8 km til en vens residens, hvor jeg havde fået lov at slå mit telt op.

Min nye rygsæk Gossamer Gear G4-20 Ultralight 42 er pakket med telt, sovepose, cosy leg, liggeunderlag, kogegrej, dunjakke, regnslag, regnbukser, uldnattøj, mad, snacks, lille termo, 1l vand, tandbørste, piller, plaster, en pandelampe og en powerbank.


Mit setup til Englandsturen arbejder jeg stadig på at få længere ned i vægt.

Jeg går lystigt ud af Ærøskøbing med kurs direkte sydpå.

Min nye vandflaske Hydropak i min nye OMM Go Pod skulderremslomme fungerer, men jeg skal have klippet sugerøret, så det passer eller, som jeg har i dag, undlade det.

Også min nye Gossamer hoftebæltelomme, hvor jeg har min færgebillet, et pose nøddemix og en bar, fungerer. Dejligt at være fri for det ekstra bælte rundt om maven. Tasken kan også sidde på bryststroppen. Ulempen er, at jeg står med en løs taske, når jeg tager rygsækken af.

Direkte og direkte .. Hvor det er muligt, har jeg forlagt ruten til ikke-asfalterede veje/stier. 

Således valgte jeg efter 1 km at følge Ejnars Sti.

I det grønne felt er der faktisk et shelter og en fin teltplads med overdækket bænkesæt.

Jeg fortsætter sydpå ad Ejnars Sti.

Desværre kan jeg ikke undgå landevejen, og det er ved at blive mørkt.

Fra Olde går der igen en fin ikke sti men markvej direkte sydpå.


Jeg når frem og når lige akkurat at sætte teltet op, inden det bliver helt mørkt.

Det nye ground sheet af polycro er foldet ud, teltet slået op og polycro'en trukket på plads efterfølgende. Det vejer kun 61 g og fungerer fint.

Jeg sætter vand over til min aftensmad, mens jeg pumper liggeunderlaget op.

Så er det sengetid.

Jeg ligger på først det tykke stykke skumbagpude fra rygsækken lagt under overkroppen, derefter et 3 mm tykt skum fra Sarek og til sidst et Therm-A-Rest X-Lite R-værdi: 4,2.

Jeg har uldundertøj og hyggesokker på og på overkroppen en tyk Icebreaker uldtrøje med lynlås og hætte. 

Som sovepose har jeg en Yeti Passion Three og der indeni en Yeti Cosy Leg. Min Montbell Versalite er lynet og trukket over fodenden. Det er sådan set fint, hvis ikke det var fordi kulden trækker op nedefra. Jeg på ofre min hovedpude aka min dunjakke og også tage den på. 

Jeg har dog alligevel fået sovet - især efter jeg ved 3-tiden tog en knækbrød med ost og lavede mig en kop te. 

Vækkeuret vækkede mig kl. 7. Der var mere tilbage af teen, og jeg havde flottet mig og taget en juice med, så jeg undlod at koge vand og nød min morgenmad siddende i min sovepose.

Det tog mig ½ time at pakke det hele sammen og så var jeg klar til afgang.

Igen må jeg ud ad de asfalterede veje, men der er stort set ingen trafik.

Efter godt 3 km går ruten endelig sydpå ud til kysten.

Her følger jeg Søndre Kyststi parallelt med kysten, og som tager mig forbi vindmøllerne ved Rise Mark.


Efter godt 5 km ad ruten må jeg ca. 200 m ind i landet, før Kyststien fortsætter østpå. 

Her er jeg heldig at finde en fiskerhytte, hvor jeg kan finde læ til at koge vand til formiddagskaffen.

Videre gennem Skovbrynke, Vejsnæs og Eske. Derefter kommer 1 km ad Havsmarken langs kysten.

Efter godt 9 km ad ruten må jeg op på den noget trafikerede Østersøvej. 

Heldigvis kun ca. 400 m, før jeg kan dreje til højre og følge en næsten 3 km dejlig lang sti kaldet Gråsten Nor. Stien følger Møllesø Rende, et vandløb på den venstre side og åbne marker på den højre.

Midtvejs kommer Øhavsstien ind fra højre. 

Lige inden stien når kysten, finder jeg sol og læ ved et forladt hus; passende til dagens frokost.

Jeg fortsætter og kort derefter munder stien ud ved kysten. Jeg kan se Ærøskøbing i det fjerne. Øhavsstien går til højre, men jeg går til venstre.

Derefter følger næsten 5 km ad Nevrestien. Grusstien går direkte til Ærøskøbing og kan både benyttes af cyklister og vandrere.

Endelig når jeg Ærøskøbing.

Og færgen afgår kl. 14.35.

Rygsækken bestod sin prøve. Den har alt, hvad jeg kunne drømme om, men large er for stor. Jeg skal have en medium.

Hovedrummet er stort nok til mit grej, og rulletoppen gør, at ekstra mad sagtens kan være der. 

Den store meshlomme er det største plus. Der er plads til alt det tøj, jeg får behov for at tage af op af dagen. 

De to sidelommer, hvoraf den ene er større end den anden fungerer perfekt til telt, regntøj og en termo.

Meshlommen på højre bæltestrop er genial til min mobil, og den enhåndsbetjente lynlåslomme på den venstre bæltestop kan rumme f.eks. toiletpapir og vådservietter.

Skulle jeg ønske en feature mere, skulle det være den såkaldte affaldslomme under bunden.


Giv mig gerne en kommentar med på vejen.

25 februar 2021

Sørup - Kirkeby Sand

Vi parkerer, hvor Øhavsstien krydser Løvehavevej (indtast Løvehavevej 150). Der er plads til 3 biler - muligvis flere langs grusvejen.

Planen er at gå denne tur på ca. 14 km. (Mit track kom op på 15,24 km. Se nederst i opslaget).

Link til GPX-filen.

Efter vi har parkeret, går vi sydpå ned ad Løvehavevej. Efter 1 km drejer vi til venstre ad en markvej. Efter 150 m drejer vi fra og følger hegnet off path langs en bæk. 

Efter 100 m er bækken lagt i et rør under jorden. Her er det muligt at krydse bækken ned gennem krattet. Billedet er taget på den anden side af bækken, hvor den kommer ud af røret.

Vi fortsætter langs hegnet og kommer nu ind på et område, hvor der nyligt er fældet træer. Her kan man gå direkte stejlt op til toppen, eller gå lidt til venstre og følge køresporet op. Billedet er taget fra toppen af bakken, hvor man tydeligt kan se køresporet til højre og stien til venstre.

Vi fortsætter op til Fåborgvej. Her drejer vi til venstre og går de ca. 300 m ad cykelstien, før vi kan dreje til venstre ad Sørup Kirkevej.

Efter ca. 350 m drejer vi til venstre ad Tordengårdsvej op mod golfbanen.

Vi krydser togskinnerne (Odense-Svendborg) og kommer nu ind på Svendborg Golfklubs arealer.

Vi passerer flere private ejendomme, men efter denne, kommer vi ind i skoven.

Efter ca. 500 m drejer vi til venstre 

og igen efter små 200 m deler skovvejen sig ved denne sten. Her går vi til højre.

Efter ca. 400 m kommer vi ud på en større skovvej med skiltning om hastighedsbegrænsning. Her drejer vi til venstre og kommer snart til at gå langs med jernbanesporene.

De er grundigt hegnet inde, og der er opsat advarselsskilte.

Vi fortsætter nordpå op mod Kirkeby Sand. Her drejer vejen, for foran os er der en kæmpe jordvold, hvor vejen tidligere har fortsat ligeud.

Bag jordvolden kan man kigge ned i NCC's kæmpe grusgrav, kaldet Sellebjerg Grusgrav. Svendborg Museums arkæologer har her fundet interessante flintgenstande fra den ældre stenalder. Læs mere..

Vi fortsætter rundt om grusgraven, en smuk skovtur, indtil vi når ud på Vængevej.

Her må vi ca. 600 m ned ad asfaltvejen, før vi kan dreje til venstre ad Trollekrogsvej.

Ca. 300 nede ad Trollekrogvej passerer vi igen jernbanesporet mellem Odense og Svendborg.

Vi fortsætter endnu 500 m, før vi drejer til højre ind i skoven. I hele det område, vi nu skal igennem krydses vores sti adskillige gange af mountainbikespor, kaldet Skovhuggeren.

Efter godt 1 km gennem skoven kommer vi til Skovhuggerens "klubhus"; et fint hus med bænkesæt og Bekkasinovn og en væk med billeder fra anlæggelse af sporene, stævner og meget andet.

Der er et fint bænkesæt udenfor, som gerne må benyttes plus et afsidesliggende das.

Vi fortsætter og når nu ud på Alpevej. Herfra er der små 400 m op til Egebjerg Mølle, som bestemt er et besøg værd, hvis ikke man har været der før.

Det har vi, så vi drejer rundt og går tilbage ind i skoven og følger dermed Øhavsstien. Hvor Øhavsstien drejer sydpå fortsætter vi østpå, indtil vi når Løvehavevej. 

Her har vi parkeret blot 600 m længere sydpå (se kortet), men vi skal ikke tilbage til bilerne endnu. Vi skal lige en runde ind i Løvehaveskoven, så vi går ca. 150 m nordpå, hvor vi drejer til højre ind i skoven.

Som I kan se på kortet, er det også muligt at springe turen omkring søen over.


Billede fra det første stykke i skoven. 
Efter 5-600 m drejer vi til venstre og igen efter 200 m til højre ad en godt opkørt og mudret skovvej. (Billedet til venstre). 

Efter mindre end 200 m på den mudrede vej, drejer vi til højre og efter godt 300 m åbenbarer dette smukke syn sig.

På dette tidspunkt af året, hvor der ikke er blade på træerne, kan søen nydes hele vejen rundt.

Vi følger et stendige, hvor vi på den anden side kan se ind over golfbanerne.

Denne skovvej munder ud i en anden, hvor der står to store stensøjler, der på et tidspunkt har dannet indgang til skoven. Efter 200 m kommer vi ud af skoven, drejer til højre og følger markvejen ned til Løvehavevej, hvor vores biler er parkeret.


Når du har gået turen, så kom endelig tilbage og smid en kommentar herunder.


23 februar 2021

Thurø og Kidholm rundt

Turen gik i dag mod uret rundt om Thurø og derefter ind i Thurø bund og inden om Kidholm.

Vejret: 8 grader og næsten ingen vind.

Langs Thurøs østkyst er der en smule bølger. Se billedet.

Vi runder Thurø Rev, som er et yndet udflugtsmål. Området er i dag ejet af staten og forvaltes af Naturstyrelsen. En del af området er fredet.
Der går fine vandrestier derud.
Vi ror lige rundt om spidsen af Revet og går i land på stranden. Det er tid til formiddagskaffe. Foto: Annie Juhl.

Vi fortsætter forbi Smørmosen, og rundt om Øgavl.

Her skal man tæt på bøjen for at gå fri af det lavvandede område.

Herefter skal man holde kurs mod Thurø Kirke og helt ind tæt på Ladegårdshavnen, for at komme uden om muslingebanken, der ligger på tværs over Skårupøre Sund. Alternativt kan man følge fynskysten, hvor der dog kan være lavvandet nogle steder.

Vi fortsætter under broen. Ingen generende strøm i dag, men vær opmærksom på, at det kan være en udfordring at komme gennem her pga. stærk og turbulent strøm.

Efter broen og hen til hjørnet skal man holde sig godt ude fra kysten pga. lavvande og muslingebanker. 
Herefter fortsætter vi langs Thurøs kyst forbi Thurøs nedlagte røgeri.

Vi passerer værfterne og tager kurs mod Kidholm, som vi passerer nordom. Læs evt. artiklen i Fyns Amts Avis fra 2009 om de sære rotter på Kidholm.

Der er muligvis stadig rotter, men der er sikkert flere skarv og andre fugle.
Derefter tager vi kurs mod nr. to bro på den nordlige kyst af Thurøs sydlige del.

Nu er det tid til frokost.

Derefter er det hjem til basen i Troense.